Nina von Staffeldt

Nina von Staffeldt er opvokset i Frederiksværk som barn af dansk-svenske forældre og kastede sig i en tidlig alder over skønlitteratur fra reolerne hjemme i stuen og ikke mindst det lokale folkebibliotek. I morforældrenes hjem fandtes gamle genstande og billeder, der bar på fortællinger fra mange slægtninge, som havde boet og arbejdet i Grønland, og landet har siden barndommen været en del af hendes forestillingsverden. Efter sin kandidatgrad i pædagogik og germansk filologi fra Københavns Universitet – med studieafstikkere i Italien, Belgien og Holland – har Nina von Staffeldt siden 1997 løbende arbejdet, boet og rejst i Grønland som uddannelseskonsulent for Selvstyret samt turleder på ekspeditionslignende rejser i hele landet.


Nina von Staffeldt bor i København sammen med sin familie, og udover at skrive arbejder hun som selvstændig konsulent for EU og danske myndigheder, ligesom hun har opgaver som rejseleder i Grønland. Hun optræder jævnligt på litteraturfestivaler og bogarrangementer i blandt andet England, Island, Grønland og Danmark.


I 2016 debuterede Nina von Staffeldt med kriminalromanen Frosne Beviser, som modtog Det Danske Kriminalakademis diplom for bedste danske krimidebut. Siden da har hun udgivet tre andre kriminalromaner.

Med Historier fra Polarcirklen, som udkommer hos Amanda Books den 1. okt. 2021, tager Nina von Staffeldt et skridt væk fra sin hidtidige produktion. Bogen er over et par år skabt i samarbejde med den anerkendte grønlandske billedkunstner Naja Abelsen; den består af otte illustrerede noveller som giver et levende indblik i Grønland af i dag. Læs mere om Historier fra Polarcirklen

                 

Mere information om forfatteren:
ninavonstaffeldt.dk
forfatterweb.dk/staffeldt