Efie Beydin:

SVØMMER MED DELFINER

Efie Beydin:

Svømmer med delfiner.

Roman. 192 sider. 250 kr.

Udg. 11. november 2022.


En intens psykologisk roman med

en underliggende turismekritik, der

kan måle sig med Houellebecq.

SVØMMER MED DELFINER


Tre unge mennesker er på en rygsæksrejse til Thailand. Første gang vi møder Laurie, ser vi hende gennem Neels øjne:


”Det våde, røde hår hænger ned over hendes ansigt, og hun famler sig frem, som om hun ikke kan se. Pontonen gynger voldsomt fra side til side. Hun ryster så meget, at hun er ved at miste balancen og rækker ud efter sin kæreste.”


Neel er rejst alene, Laurie er sammen med kæresten, Lars. Men alle tre er i virkeligheden på flugt fra noget i deres liv. Hvad det er, afsløres gradvist, mens vi følger historien fra tre forskellige synsvinkler. Fortiden åbner sig i et overraskende samspil med det, de hver især oplever undervejs på rejsen. Laurie er måske den svageste af de tre, men hun drager de to andre så kraftigt til sig, at de ustandselig bekymrer sig om hende. Er hun psykisk syg? Eller handler det om noget andet? Sammen med Neel og Lars suges læseren ind i Lauries magnetfelt og føler med hende hele vejen.


At rejse er at leve, siger man. De tre hovedpersoner flyder da også mageligt med turiststrømmen gennem øhop, sejlads på floder og forsøg på at svømme med delfiner i et højt besunget turistparadis. Men slangen er fulgt med hjemmefra. Problemerne vokser sig større og større, i takt med at de ”rige” turister sipper drinks, smager på eksotiske delikatesser og lader sig opvarte af den fattige lokalbefolkning.